Når en husejer skal renovere, er det et lovkrav at efterisolere, hvis det på lang sigt kan betale sig, fordi husejeren vil opnå fremtidige besparelser på varmeregningen. Men ofte bliver lovkravene ikke overholdt. En undersøgelse, som Energistyrelsen fik gennemført i 2021, anslår, at manglende overholdelse finder sted i ca. hver fjerde renovering af parcelhuse.

Og det er et problem, fastslår Jens Johansen, leder af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger. Han siger:

”Energiforbruget i bygninger udgør næsten 40% af energiforbrug i Danmark, og særligt ældre bygninger bruger meget energi. Derfor kan efterisolering ved renovering af den ældre bygningsmasse gøre en stor forskel for den grønne omstilling. Det betyder, at det er centralt, at husejere og andre bygningsejere overholder lovkravene om efterisolering ved renovering.”

Det er husejerens ansvar, men håndværkere kan vejlede

Lovkravene i bygningsreglementet kan være en kringlet sag, og derfor er det nødvendigt med oplysning og vejledning til både husejere og håndværkere:

”Det er husejernes ansvar at overholde lovkravene i bygningsreglementet, men det er ikke alle husejere og bygningsejere, som er opmærksomme på dette ansvar, og kravene kan være vanskelige at forstå,” siger Jens Johansen. ”Her spiller håndværkerne en væsentlig rolle i forhold til at vejlede og informere husejerne om reglerne.”

Bedre dialog mellem husejer og håndværker med konkrete guider

Det er grunden til, at Videncentret nu har udviklet to nye guider – én, som håndværkerne kan bruge i dialogen med husejere, og én direkte til håndværkere – samt en film, som skal klæde håndværkere bedre på til at gøre husejerne opmærksomme på lovkravene, og hvad de betyder.

Guiden og filmen til håndværkere forklarer kort lovkravene ved renovering, og hvornår de oftest gør sig gældende. Guiden er en let-læs version af bygningsreglementets krav ved renovering og en simplere forklaring af bygningsreglementets ”Vejledning om efterisolering”.

Jens Johansen forklarer:

”Vejledningen og den nye guide præsenterer langt de fleste situationer, en husejer – og håndværker – kan komme ud for, hvor der vil være krav om efterisolering. Mange har hidtil haft en forståelse af, at man skal lave en såkaldt rentabilitetsberegning for at afgøre, om der skal efterisoleres, men det er i langt de fleste tilfælde slet ikke nødvendigt. Med vores nye guider gør vi op med dette og forklarer, hvordan man kan bruge vejledningen til bygningsreglementet og vores nye guider til at afgøre, om der skal efterisoleres eller ej.”

Både de to guider og filmen gør lovkravene nemmere at forstå og forklarer samtidig husejernes ansvar, og hvordan de kan sikre sig at overholde lovkravene.

Find og download materialet her