Dampspærreguide

Dampspærrens funktion og placering

Dampspærren har to funktioner: 

  • At forhindre fugtrelaterede problemer i konstruktioner. Dampspærren forhindrer utilsigtet transport af vanddamp ind i konstruktioner.
  • At skabe en lufttætning. Dampspærren gør det muligt at kontrollere transport af ventilationsluft.

Det tætte lag skal omslutte hele den opvarmede del af bygningen, og dampspærren skal have tætte samlinger samt slutte tæt til andre bygningsdele (vinduer, mure, terrændæk m.v.). Blot et lille hul eller en revne i dampspærren - eller en utæt samling - kan resultere i opfugtning af konstruktionen, der er mellem 100 til 1.000 gange kraftigere end gennem en hel flade med intakt dampspærre.  

Figur 1. Dampspærren holder styr på den fugtige indeluft. Transporten af vanddamp og luft foregår typisk i fyringssæsonen, hvor der er en betydelig temperaturforskel mellem ude og inde. Den varme indeluft indeholder næsten altid meget mere vanddamp end udeluften. Fysiske love gør, at denne forskel automatisk vil udlignes, og den varme fugtige luft vil derfor prøve at komme ud af en bygning. 

Husk ventilationen

Når man tætner en bolig i forbindelse med efterisolering, er det vigtigt at sikre tilstrækkelig udskiftning af indeluften. Det bedste er at etablere mekanisk ventilation med varmegenvinding. Men hvis dette bliver for dyrt eller besværligt, kan et godt indeklima også opnås ved, at der luftes ud effektivt og regelmæssigt.  Læs mere i Videncentrets guide "Ventilation skal der til"