About the Knowledge Centre
 
 

Sådan fremmes energibesparelser i bygninger

Der mangler incitamenter til at foretage energibesparende tiltag i byggeriet. Ny rapport kategoriserer barrierer og virkemidler i hele byggeriets værdikæde.

DownloadRapport: Sådan fremmes energibesparelser i bygninger (1.6 MB)

En ny rapport fra Videncenter for energibesparelser i bygninger tager fat i de mange barrierer, der gemmer sig i byggeriets værdikæde og lancerer en række virkemidler til at skabe de nødvendige incitamenter til energibesparelser i bygninger.

En af de helt store udfordringer er ifølge rapporten at afdække, hvor kæden hopper af. Projektchef fra Videncenter for energibesparelser i bygninger Dorthe Bechmann forklarer:

”Energibesparelser skal skabe mening i hele værdikæden fra bygningsejere til håndværkere, men det går tit galt. Kæden er lang, og hvis den bare hopper af et enkelt sted, så gennemføres besparelserne næppe. Derfor skal der være incitamenter i alle led af kæden, før besparelserne reelt gennemføres.”

Eksempel: kondenserende gaskedler
Hvis f.eks. håndværkerne har en større fortjeneste ved at installere et mindre effektivt produkt, vil han næppe anbefale det mest energieffektive.

Dette var netop, hvad man oplevede i 1990’erne, da de energieffektive kondenserende gaskedler kom på markedet. Dengang blev der stort set ikke solgt én eneste. Håndværkerne kendte dem, men havde problemer med installationen, og de manglede information om besparelserne, som de kunne videregive til kunderne. Derfor blev der igangsat en uddannelse af installatørerne, der blev givet tilskud til forbrugerne, en kampagne blev søsat og senere kom der også lovkrav. Det var netop den samtidige indsats overfor alle de relevante led som flyttede markedet.

I dag sælges der stort set kun kondenserende kedler.

Rapport baseret på eksisterende undersøgelser   
Rapporten tager udgangspunkt i allerede eksisterende undersøgelser, og det er der en god grund til:

”Der er lavet en række undersøgelser om, hvilke barrierer der sætter en stopper for energirenovering. Det er dem, vi har gennemgået. I dette arbejde viste det sig, at mange af de eksisterende undersøgelser næsten ensidigt fokuserer på bygningsejerne. Derfor har vi valgt at kombinere dem med en række interviews i byggeriets øvrige værdikæde for at få et billede på barriererne i alle led,” siger Dorthe Bechmann.

Ud over barrierer præsenterer rapporten også en række forslag til virkemidler og aktiviteter, der kan sættes i gang nu. Disse er delt op i fire punkter: økonomi, ansvar og garanti, uddannelse og information og andre aktiviteter.

Anbefaler produktrettet strategi
For håndværkere og entreprenører anbefaler rapporten bl.a., at der bør arbejdes med energibesparelser i bygninger ud fra en produktrettet strategi, hvor der fokuseres på et mindre antal indsatsområder. Der bør gennemføres konkrete studier af barriererne for hver af disse og på baggrund heraf vælges de mest effektive virkemidler. Virkemidlerne kan spænde over alt fra standardløsninger og enkle lovkrav, til efteruddannelse, demonstrationsprojekter og kampagner alt efter, hvad der for det konkrete område forekommer mest egnet.

Indsatsen skal være koordineret, og alle væsentlige aktører inddrages, således at deres opbakning sikres.