Håndværkerfradrag og energisparetilskud

Boligejere har muligheder for at opnå fradrag og tilskud til energibesparende tiltag. Det kan motivere til at sætte arbejdet i gang.

Håndværkerfradrag
I 2016 og 2017 kan husejere få fradrag for håndværksarbejde, der har et grønt sigte - det vil sige fx sparer energi. Der er en liste over tiltag, som giver mulighed for fradrag, og den indeholder bl.a. udskiftning af vinduer, ruder og døre, efterisolering, forbedring af varmeinstallationen mv. Se den samlede liste på SKAT's hjemmeside.

Finansiering og tilskud til energibesparelser i bygninger
Energiselskaberne realiserer sin pligt om at opnå energibesparelser blandt bygningsejerne på mange forskellige måder. Nogle finansierer energibesparelser via energiregningen, og andre laver aftaler med installatører og håndværkere, der finder og gennemfører energibesparelser ude i kundens bygning. En aftale kan eksempelvis indeholde en kompensation per sparet kWh for både den udførende virksomhed og kunden. Energiselskabernes besparelser i husholdningerne findes typisk inden for områderne:

  • Kedler
  • Varmeanlæg
  • Ventilationsanlæg

Mange af disse besparelser findes i forbindelse med de lovpligtige energieftersyn af kedler- og varmeanlæg samt ventilationsanlæg, som foretages af installations- og håndværksvirksomheder. Andre nøgleområder, der kan give store besparelser, er:

  • Loftisolering
  • Vægisolering (hulmur, udvendig, indvendig)
  • Nye eller forbedrede vinduer
  • Kedel- og rørisolering
  • Udskiftning af belysning

Det er bl.a. på disse områder, at du kan få fordel af at indgå en aftale med et energiselskab.

Hvordan gør du?
Kontakt et energiselskab og hør mere om mulighederne for at indgå en samarbejdsaftale om at realisere energibesparelser i bygninger. HUSK altid at lave aftalen, INDEN arbejder går i gang.